Turforslag ad Øhavsstien: Vejstrup Ådal med vinstop

© VisitSvendborg
Photo: Frederikke Juul Albertsen

På denne rute kommer du igennem fantastiske Vejstrup Ådal, en smeltevandsdal skabt for 17.000 år siden. Og du kan holde hvil og spise madpakke samt drikke et glas lokalproduceret vin ved Skaarupøre Vingård, inden du vender tilbage til Svendborg igen.

Vejstrup Ådal med vinstop

Størstedelen af ruten følger Øhavsstien, og strækker sig over 7 km. 

Ruteforslaget er lavet med udgangspunkt i Svendborg, hvorfra turen starter (i bus).

Øhavsstien skilt
Frederikke Juul Albertsen

Tag bussen fra Svendborg Station mod Vejstrup – og stå af før byen, ved Vejstrup Ådal Shelter. Orienter dig og find pælen med Øhavsstiens vandringsmand på samme side, som du stod af bussen (hvis du kom fra Svendborg) og gå mod sydøst. 

Naturlandsskab Vejstrup Ådal i Svendborg Kommune
Mikkel Jézéquel

Nu bevæger du dig gennem et af UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhavs berømte geosites, nemlig Vejstrup Ådal. Dette imponerende landskab blev dannet for omkring 17.000 år siden, da isen trak sig tilbage fra området og efterlod en smeltevandsdal. Mens stien fører dig gennem ådalen i cirka 4 kilometer, vil den også tage dig med ind over de frodige marker og det smukke kulturlandskab, før du når frem til vandet.

Vejstrup Ådal
Frederikke Juul Albertsen

Når Øhavsstien slår et brat smut, og drejer skarpt mod højre, vil du opleve, hvorfor dette landskab historisk set har været ideelt til frugtplantager, vinranker og bærbuske. Her er det frodigt og beskyttet, og det repræsenterer nærmest essensen af det danske kulturlandskab, du vandrer igennem.

Når du når til Skårupørevej, er det tid til at forlade Øhavsstien og fortsætte mod højre op ad vejen. Det er en lille hyggelig lokalvej med fine bindingsværkshuse.

Skaarupøre Vingård
Frederikke Juul Albertsen

Fortsæt opad mod Skårup, og pludselig har du Skaarupøre Vingård på din venstre side. I sæsonen kan du nyde din medbragte madpakke her, ledsaget af et lækkert glas hjemmelavet vin, dyrket efter biodynamiske principper, og måske endda forkæle dig selv med lokale produkter fra Fyn fra gårdbutikken. Måske har du også mulighed for at få en hyggelig samtale med ejerne om deres oplevelse med at flytte til det skønne Sydfyn. (Sørg for at tjekke åbningstiderne på deres hjemmeside).

Hotel Christiansminde
SvendborgEvent

Gå derefter mod venstre, op mod Nyborgvej, kryds forsigtigt landevejen og tag bussen ind mod Svendborg igen. Her er det en god idé at tjekke, hvornår bussen går, så du ikke kommer til at stå og vente for længe. 

Se ruten

Du kan også...

Det lille brænderi
Aqua Vitae Sydfyn

Snaps fra Aqua Vitae

Er du frisk på flere lokalproducerede drikke, kan du også besøge gårdsalget for Aqua Vita Sydfyn, som ligger lige ved siden af Skaarupøre Vingård. Det er Danmarks første destilleri specialiseret i frugtbrændevin af eau-de-vie-typen, og deres brændevine lagres på egefade, og er kendt for deres frugtige smag og aromaer.

Share your moments from Svendborg with us: